#iloveNuuk Hovedstaden passerer 18.000 indbyggere

Grønlands hovedstad vokser, og det går hurtigt. På kun tre år er indbyggertallet vokset med seks procent, og har nu passeret 18.000 mennesker. Og borgmester Asii Chemnitz Narup er glad for den positive udvikling.
Foto © : Jonas Fievé/KNR
Skrevet af Karsten Sommer
26. november 2018 18:47

- Det var dog en vidunderlig og glædelig nyhed. Tusind tak til alle de mennesker der bor i Nuuk og er med til at arbejde, leve og bo i byen, så den bliver endnu dejligere, siger en glad borgmester.

Men hun erkender også, at der er udfordringer såsom mangel på boliger og institutioner.

- Vi har masser af udfordringer, ja. Det er blandt andet derfor vi har skabt Nuuk City Development, der er i fuld gang med at planlægge nye skoler, daginstitutioner og boliger, der er til at betale. Byggerierne går i gang allerede til næste år, siger Asii Chemnitz Narup.

Som påpeger at det er nødvendigt at skabe en byudviklingsplan, fordi der også foregår en affolkning af Grønland.

- Mange flytter ud af landet, og vi vil gerne være med til at sætte en stopper for det. Også så de unge grønlændere, der studerer i udlandet, har lyst til at flytte tilbage hertil. Så det er ikke udelukkende en lyserød sky vi svæver på. Men det er altså dejligt at så mange har lyst til at bo i Nuuk, og gøre byen endnu dejligere, slutter borgmesteren.

Men hvorfor er folk glade for at bo i Nuuk? Kommuneqarfik Sermersooq har lavet konkurrencen #iloveNuuk.

Alle der har lyst til at deltage skal tage et billede - enten af sig selv eller deres favoritsted i Nuuk. Herefter skal der tilføjes en kort kommentar om hvorfor du elsker Nuuk samt #iloveNuuk.

Fem vindere kåres og fejres ved en begivenhed den 14. december. Sidste deadline for at deltage i konkurrencen er 7.december 2018.