Hospice er det rigtige

Inatsisartut behandler i efterårssamlingen et forslag om oprettelse af et hospice i Grønland, og det blev pænt modtaget ved 1. behandlingen. Den danske psykolog Niels Peter Agger, der er ekspert i grønlandske forhold taler også varmt for hospicetanken og nu slutter formanden for sygeplejerskernes fagforening også til koret af positive fagpersoner.
Skrevet af Peter Troelsen
16. oktober 2012 10:49

I øjeblikket et det svært at være døende af en længevarende sygdom i Grønland. Ofte er man henvist til eget hjem uden ordentlig behandling fra det offentlige ellers at blive indlagt på hospitalet og vente på dødens indtræden der. Et helt tredje alternativ er at tage til Rigshospitalet i Danmark, hvor over 100 grønlændere årligt ender deres dage.

- Som formand for PK mener jeg, at der er behov for et hospicetilbud i Grønland. Vi får flere og flere mennesker, der får kræft, og som bliver uhelbredeligt syge. Og i den sidste tid, som jo kan være svær, er der ikke så mange tilbud til dem andet end at blive indlagt på sygehuset, når tiden nærmer sig, hvor de skal takke af og forlade deres pårørende, fastslår Inuuti Fleischer.

Det kan dog blive et problem at få personer fra østkysten eller den nordlige del af landet til at bruge et hospice, hvis det som forventet kommer til at ligge i Nuuk. De store afstande i Grønland gør det vanskeligt at dø i nærheden af familien.

-Folk vil givetvis ikke kunne se en mening med hospice, hvis ikke de er samlet, når de skal tage afsked med deres kære. Hvor skal familien bo, imens deres pårørende er på hospice, og hvordan skal de kunne betale rejsen frem og tilbage? Der kan blive store problemer i den retning, hvis man vedtager at lave et hospice her i landet, mener Inuuti Fleischer.

Et andet stort problem kan være at få et egnet personale til at arbejde på et kommende hospice. Det kræver nogle ganske særlige kompetencer, og i Grønland er der ikke mange, der har de kompetencer og den uddannelse, det kræver at være læge og sygeplejersker på et hospice.

-Et bud kunne være intensivsygeplejersker/anæstesisygeplejersker. Det er dog vigtigt at understrege, at det at være hospicesygeplejerske er ”specielt”. Som en sygeplejerske på Hospice Søholm sagde: ”Man kan ikke lære at blive hospicesygeplejerske, det er noget man har i sig!”. På det lægefaglige område kunne det løses med en læge der har interesse i området, fortæller Inuuti Fleischer til knr.gl.