Hollywood: Vild med Makka

Skuespilleren Makka Kleist er blevet tilbudt en rolle i en Ben Stiller film. I alt fire grønlændere har været til audition hos stjerneinstruktøren.
Skrevet af Pipaluk Høegh
05. september 2012 12:09

Der er mange grønlændere, der har stjernedrømme. Det stod klart da Hollywood casteren Rachel Tenner i maj måned holdt audition i Nuuk og København. det vrimlede med kvinder og mænd der var interesseret i at få en rolle i Ben Stiller filmen ”The Secret Life of Walter Mitty.”

Men kun fire grønlændere var inviteret til anden audition på Island, som foregik i juli. Filmens hovedperson Ben Stiller var selv til stede under den anden audition. En af dem, der mødte superstjernen var Makka Kleist.

- Han var meget venlig og faktisk ret beskeden, siger Makka Kleist, om sit møde med verdensstjernen.

En af rollerne som stjerneskuespilleren ville have besat, var rollen som en grønlandsk postmedarbejder. Den rolle er nu taget væk fra manuskriftet. Men filmstjernen og instruktøren bag Hollywood filmen var så begejstret for Makka Kleist, at han tilbød hende en anden rolle.

- Jeg skal spille bartender og jeg regner med, at få flere replikker i rollen. Jeg har ikke fået tilsendt manuskriftet, men jeg regner med at modtage den inden længe, siger skuespiller og leder af Grønlands Nationalteaters Skuespillerskole Makka Kleist.

Instruktøren og skuespilleren Ben Stiller ville oprindeligt have to grønlandske skuespillere med i sin film, i nogle roller som krævede replikker. Udover var han på udgik efter omkring 15 grønlændere, der kunne være statister i en bar scene,  der skulle optages på Island.

Travlhed skaber usikkerhed
Holdet bag filmen ”The Secret Life of Walter Mitty” er allerede gået i gang med indspilningen af filmen, men på nuværende tidspunkt sker der stadigvæk ændringer i filmens manuskript. Så Makka ved stadigvæk ikke, hvilke replikker hun får i filmen. 

Udover sin skuespilkarriere har Makka Kleist  travlt i sit arbejde som leder på skuespillerskolen, derfor har hun krævet, at kende præcis, hvornår hun skal være med i indspilningen af filmen, så hun ikke er for lang tid væk fra sit arbejde på skolen. De nye skuespillerelever begyndte nemlig deres uddannelse den 3. september.  

- Jeg overvejer endda om tidspunktet er det rette og om jeg virkelig skal sige ja til rollen. De vil meget gerne have mig med i filmen og de undersøger stadigvæk, hvornår jeg skal indspille og det prøvet de på at løse.  Jeg skal vide præcist, hvornår jeg kan komme tilbage hertil, før jeg vil sige endegyldigt ja, siger Makka Kleist.

Hvis alt går vel, så regner skuespilleren med, at hun skal til indspilning i midten af september.