Hollænder er anholdt for at sælge adgangskoder

En 22-årig hollandsk mand er blevet anholdt for angiveligt at have haft 12 milliarder stjålne passwords og adgangskoder til salg på nettet.
Det amerikanske forbundspoliti, FBI, har taget hjemmesiden WeLeakInfo, hvor koderne blev solgt, ud af drift. Foto © : Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
17. januar 2020 15:55

Manden tilbød, at man kunne downloade koderne til gengæld for betaling. Det oplyste politiet i Arnhem i en udtalelse.

Politiet har ikke oplyst, præcis hvilken type data der er tale om, eller hvem der er blevet påvirket. Efterforskningen er stadig i gang, lyder det.

De hollandske myndigheder har samarbejdet tæt med tyske, amerikanske og britiske myndigheder i sagen. Det amerikanske forbundspoliti, FBI, har taget hjemmesiden WeLeakInfo, hvor koderne blev solgt, ud af drift.