HKH Kronprinsessen kigger nærmere på Kammagiitta – Fri for Mobberi

Mary Fonden har i flere år gjort en forskel i forbindelse med problemerne med mobning i Grønland. Fonden har lanceret Kammagiitta – Fri for Mobberi, der i samarbejde med Naalakkersuisut blev indført i skoler og daginstitutioner over hele landet. I den anledning kommer HKH Kronprinsessen til Ilulissat og Saqqaq i næste uge.
Skrevet af Peter Troelsen
31. maj 2012 09:18

Lidt royalt stjernestøv får altid ekstra opmærksomhed fra offentligheden, og det har også været tilfældet med Mary Fondens tiltag Kammagiitta – Fri for Mobberi. Projektet er nu implementeret i alle landets skole og institutioner, og resultaterne har været glimrende.

- Da vi første gang blev introduceret til projektet, var vi meget begejstrede. Det havde været en succes i Danmark, og da alt materiale var oversat til grønlandsk, var vi ikke sene til at forsøge os med det her i landet. Resultaterne fra projektet har fuldt ud opfyldt de forventninger, vi havde inden starten, fortæller medlem af Naalakkersuisut for uddannelse, forskning og nordisk samarbejde Palle Christiansen (D).

Også fra Mary Fonden side har der været stor tilfredshed med projektet, og man ser frem til at følge resultaterne i årene fremover.

- En helt central del af arbejdet med Kammagiitta – Fri for Mobberi har været at skabe relevans og ejerskab i Grønland. Derfor er udviklingen og udrulningen også sket i et meget tæt samarbejde med den grønlandske. Vi er stolte af og glade for, at det er lykkedes at udbrede Kammagiitta – Fri for Mobberi i hele Grønland. Nu glæder vi os til at komme op og markere, at de grønlandske børn får adgang til konkrete redskaber til at forebygge mobning og skabe sunde børnefællesskaber, udtaler Helle Østergaard, direktør i Mary Fonden.

Et meget vigtigt punkt for Naalakkersuisut har været at få forbedret forholdene for børn og unge i Grønland, og her har Kammagiitta – Fri for Mobberi været et uundværligt redskab.

- Et af vores fokuspunkter i politikken for børn og unge har været at få brudt den sociale arv, og med dette projekt har vi fået langt bedre muligheder for at arbejde videre med det. De gode resultater indtil nu har givet os mod på at fortsætte, og vi ser frem til at få projektet på skinner over hele landet, siger Palle Christiansen, der er med på HKH Kronprinsessens tur i næste uge.