Hjemmestyret udstak kursen

Der var mange beslutninger, som de sagsøgte bestyrelsesmedlemmer ikke selv fik lov at træffe. De var truffet på forhånd, drejebogen for Puisi var skrevet, og i den stod blandt andet, at selskabet skulle samarbejde med idémanden David Stevens, at det kinesiske marked skulle dyrkes, at den grønlandske produktion af sælpølser skulle foregå på Royal Greenlands nedlagte fabrik i Nanortalik og ikke mindst, at det overhovedet var sæler, som selskabet skulle forarbejde.

- Kunne bestyrelsen vælge at opgive sælerne og i stedet lave pølser ud af rensdyr eller placere fabrikken i Nuuk, spurgte advokat Nicholas Symes på vegne af samtlige sagsøgte.

- Nej, det kunne den ikke, for der var en lang række forudsætninger, som på forhånd var bestemt, svarede han selv.

Og de var bestemt af Hjemmestyret, der sad med næsten 50 procent af aktierne, mens Hjemmestyrets Royal Greenland tilmed ejede godt 25 procent af Puisi.

Argumentet er derfor, at man ikke kan bebrejde bestyrelsesmedlemmerne, at de ikke valgte at sadle om undervejs. De kunne de simpelthen ikke, og det skulle de heller ikke, vurderer advokaterne.

- Et selskab skal drives, så det skaber værdi for ejeren. Og den værdi tager ikke nødvendigvis afsæt i profit, men i dette tilfælde at opfylde et bestemt, politisk formål. Og havde bestyrelsen fraveget den kurs, havde den ikke handlet efter ejerenes interesse, sagde Nicholas Symes således i retten.

Når produktionen skulle foregå i Nanortalik var det altså ikke fordi, det var den bedste placering ud fra en profit-tankegang, men fordi Sydgrønland led under en høj arbejdsløshed, og fordi Royal Greenland stod med en fabrik, de ikke skulle bruge. Og når det var sæler og ikke rensdyr, der skulle forarbejdes, var det ikke fordi, den bedste forretning nødvendigvis lå gemt her, men fordi der var et ønske om, at mere end blot sælens skind skulle udnyttes til gavn for fangerne. Kødet kunne bruges til pølser, spækket til piller til kosttilskud og sågar sælernes penis kunne bruges som potensmiddel i Kina.

Puisi kunne og skulle alt i alt således løse og løfte en opgave, der var uløseligt bundet op på samfundets ve og vel, og det kan man ofte ikke tjene penge på. Og isen er særligt tynd, når man bevæger sig i nærmest uudforsket land.

- Det er klart, at hvis der havde været tale om noget velkendt som en rejefabrik, så måtte man måske kunne regne med en mindre risiko, end når der som her var tale om et pioner-projekt, sagde advokat Phillip Thorsen.

Det vidste Hjemmestyret. De havde selv bestemt, at det var sådan det skulle være. Og de bestyrelsesmedlemmer, som blev sat til at løfte denne svære opgave, skal naturligvis ikke straffes for, at det ikke lykkedes, lyder altså argumentationen fra de sagsøgtes advokater.

Og de fortsætter i morgen med at samle op på sagen. Her vil de en sidste gang gentage mange af de argumenter, der allerede har været bragt på bane i retten, og du kan læse op på vores hidtidige dækning af sagen ved at søge i nyheder på 'Puisi'.