Hjemløs: Tankevækkende, at vi ikke er med til hjemløsekonference

Hans-Peter Ananiassen er glad for en konference målrettet hjemløse, men han undrer sig over, at der ikke blev inviteret hjemløse med.
Hans-Peter Ananiassen er hjemløs i Nuuk, og han undrer sig over, at der ikke er inviteret hjemløse med til en konference om hjemløshed.
Hans-Peter Ananiassen er hjemløs i Nuuk, og han undrer sig over, at der ikke er inviteret hjemløse med til en konference om hjemløshed. Foto © : KNR
27. februar 2020 06:50

Mens termometeret viser minus 15 grader, møder KNR den hjemløse Hans-Peter Ananiassen foran brugsen i Nuuk onsdag eftermiddag.

I den ene hånd har han en kop kaffe at holde sig varm med, og i den anden hånd står han med hjemløseavisen Hus Forbi, som han sælger til forbipasserende.

Med udsigt til Hotel Hans Egede, hvor en konference om hjemløse er i fuld gang, undrer han sig over, at der ikke er inviteret hjemløse med.

- Tankevækkende at vi ikke er inviteret

Han er glad for, at der er fokus på hjemløshed, men når der ikke er hjemløse med, styrkes hans følelse af, at der bliver truffet beslutninger over hovedet på dem, det handler om.

Hans-Peter Ananiassen er hjemløs i Nuuk, og han undrer sig over, at der ikke er inviteret hjemløse med til en konference om hjemløshed.
Hans-Peter Ananiassen er hjemløs i Nuuk, og han undrer sig over, at der ikke er inviteret hjemløse med til en konference om hjemløshed. Foto © : KNR

- Jeg synes, det er tankevækkende, at vi ikke er inviteret med. Jeg synes, det er et fantastisk arrangement, men man har bare glemt at tage de hjemløse med, siger han.

Hans-Peter Ananiassen har været hjemløs siden 2009, og hvis han var blevet inviteret med til konferencen, mener han, at han kunne have gjort folk klogere på de problemer, som hjemløse støder på her i landet.

Kommende arrangement er for hjemløse

Det er departementet for Sociale Anliggender, som har arrangeret konferencen, og afdelingschef Kirsten Olesen udtaler i et skriftligt svar, at onsdagens konference var målrettet fagfolk, embedsmænd og politikere, som i deres arbejde beskæftiger sig med hjemløshed og socialt udsatte.

Hun forklarer yderligere, at der senere på året vil være et arrangement for og med hjemløse og socialt udsatte.

Onsdagens konference er en del af et større projekt, som skal forsøge at finde ud af hvor mange hjemløse der er i Grønland, og hvordan nogle ender med at stå uden et hjem.

Resultaterne af projektet ventes at ligge klar til efteråret.