Hjemløs patient fik udleveret telt af kommunen

En mand fra en af Nuuks bygder har i ugevis overnattet i et telt ved Dronning Ingrids Hospital.
Skrevet af Jette Andersen
06. juli 2010 15:53

Her har han boet, siden han blev udskrevet efter behandling for en mindre hjerneblødning, forklarer han over for KNR.

Selv vil manden ikke hjem til sin bygd. Derfor fik han et telt af Kommuneqarfik Sermersooq.

Manden ønsker at være anonym. Men han forklarer til KNR, at han ikke ville tilbage til bygden, fordi han bor på en stejl bakke, hvilket gør det svært for ham at bruge sin rollator, som han er nødt til at have med for at kunne gå.

Først henviser kommunen ham til et herberg.

- Men jeg er alkoholiker og er stoppet med at drikke. Og jeg har hørt, at der er mange slåskampe og druk i herberget, siger han til KNR.

Ifølge manden tilbyder kommunen ham derfor et telt. I mangel på anden bolig takker han ja og bor der, indtil han bliver indlagt på hospitalet igen.

Er det normal praksis, at Kommuneqarfik Sermersooq udleverer telte til hjemløse borgere?

- Nej, det er det naturligvis ikke, siger direktør for kommunens velfærdsforvaltning Aaja Chemnitz Larsen:

- Vi vurderer typisk, om folk er berettiget til en social bolig, ellers kan vi kun henvise til herberget her i Nuuk. Jeg kan ikke udtale mig om enkeltsager, men jeg ved ikke, om det er sket ud fra borgerens eget ønske.

Manden har været genindlagt på hospitalet efter et uheld og bliver udskrevet i en af de nærmeste dage. Her håber han på at flytte ind i en social bolig. Men hvis den ikke er der, står teltet der stadig.