Hjælp på vej til ødelagt anløbsbro i Arsuk

Selvstyret har lagt en plan for at udbedre skaderne på en anløbsbro i Arsuk, så Sarfaq Ittuk igen kan lægge til i bygden.
Sarfaq Ittuk kan i øjeblikket ikke anløbe Arsuk, da en pontonbro er ødelagt af storm. Det har ikke været muligt at finde et alternativt anløb ved bygden. Foto © : Mads Pihl/Visit Greenland
Skrevet af Thomas Munk Veirum
23. november 2019 15:53

Mandag meddelte Arctic Umiaq Line, at det ikke var muligt for passagerskibet Sarfaq Ittuk at lægge til i Arsuk i denne uge.

Årsagen er, at pontonbroen i bygden er blevet ødelagt under en storm.

- Den sidste tids kraftige blæst er desværre gået ud over pontonbroen, der ikke længere er sikkerhedsmæssig forsvarlig for hverken besætning eller passagerer, skrev Arctic Umiaq Line.

Men nu er der hjælp på vej, meddeler Selvstyret.

Reparationen af broen forventes at gå i gang i slutningen af november, og det forventes at tage tre til fire dage, hvis vejret er stabilt.

Forventes klar til brug 4. december

Anløbsbroen forventes tidligst klar til brug efter den 4. december. Borgere, der har købt billetter til Sarfaq Ittuk inden da, skal derfor kontakte Arctic Umiaq Line for nærmere information.

Det har nemlig ikke været muligt at finde et andet sikkerhedsmæssigt forsvarligt anløb til Sarfaq Ittuk.

Departementet for infrastruktur har dog sikret mulighed for ekstraordinær indsætning af helikopter.

Det er Disko Line, der står for at koordinere transport med helikopter, og Naalakkersuisoq for infrastruktur, Karl Frederik Danielsen opfordrer borgere, der ikke har mulighed for at udsætte eller annullere sin rejse med Arctic Umiaq Line, til at henvende sig til Disko Line.