Historisk volleyball-titel til Ilulissat

GM i volleyball sluttede påskedag i Maniitsoq
Skrevet af Noah Mølgaard
05. april 2021 12:53

I-69 fra Ilulissat vandt for første gang nogensinde GM-guld i volleyball, da klubbens damehold vandt i finalen over arrangørklubben AVI fra Maniitsoq.

Ilulissat har i mange år været repræsenteret i volleyball af IVK, der nu har indstillet sine aktiviteter. I-69 har derfor startet volleyball-afdeling og fik den bedst tænkelige start som volleyball-klub.

I-69 vandt over AVI med 3-1 i sæt finalen, der på grund af vælgermøder i tv startede allerede klokken ti om formiddagen for sikre at kampen blev sendt i KNR-TV.

Corona satte sit præg på GM, der blev spillet uden publikum og der måtte heller ikke foretages håndtryk efter kampe mellem to forskellige klubber.

Bronzemedaljerne hos kvinder blev vundet af KT-VI fra Kangaamiut, der i mange år har opnået flotte resultater i volleyball. KT-VI vandt over PVN fra Nuuk i bronzekampen.

Bygden med lidt over 300 indbyggere fik også medaljer med hjem hos herrer, da KT-VI vandt sølv, mens GSS fra Nuuk genvandt titlen som de vandt på hjemmebane i 2019.

Herrernes bronzemedaljer blev hængt om halsen på spillere fra I-69 fra Ilulissat, der vandt over AVI fra Maniitsoq i bronzekampen.

Kåringer

Stortalentet Inaluk Zethsen på 17 år fra AVI blev kåret som årets spiller hos kvinder, mens Ujuaansinnguaq Kreutzmann fra Kangaamiut blev kåret som årets spiller hos herrer.

Hans klubkammerater manglede ham i finalen, da han måtte lade sig skifte ud tidligt i første sæt på grund af en skulderskade.

Næste års GM i volleyball skal afvikles i Sisimiut med AVS, der sluttede på femte pladsen hos herrer som arrangør. CIF-70 fra Qasigiannguit sluttede på femtepladsen hos kvinder. Holdet fik opmuntringspris, da samtlige spillere på holdet er under 20 år og viste god fremgang under GM.