Historisk skridt skal sætte Grønland på fodbold-verdenskortet

Verdens medier følger med KAK’s historiske ansøgning til CONCACAF.
Herrelandsholdet på træningslejr i Tyrkiet. Foto © : Kalaallit Arsaattartut Kattuffiat (KAK)
Skrevet af Sebastian Trosborg
09. juni 2024 10:53

Det grønlandske fodboldforbund, KAK, går i disse dage verden rundt. De har nemlig sendt en ansøgning om optagelse i CONCACAF afsted, og det er aldrig sket før. 

Det er et historisk skridt, som Grønland nu har taget i bestræbelserne på at blive en del af den internationale fodboldscene, og det har tiltrukket sig en del opmærksomhed fra hele verden.

- Jeg er simpelthen ovenud stolt og glad for, at det endelig er lykkedes det grønlandske fodboldforbund at sende ansøgningen til CONCACAF afsted, siger Morten Rutkjær, der er landstræner for Grønlands fodboldlandshold for herrer.  

Hvad er CONCACAF?

CONCACAF er en forkortelse for Confederation of North, Central America and Caribbean Association Football. Det er et forbund for fodboldnationer i Nord- og Mellemamerika samt Caribbean. 

Forbundet har lige nu 41 medlemmer, og blandt dem er Canada, Mexico og USA, og de afholder fodboldturneringer for både klub- og landshold. 

Som medlem af CONCACAF kan du som klubhold deltage i Champions Cup og for landsholdet i futsal findes turneringen Futsal Championship.

Derudover har forbundet både Gold Cup og Nations League for ude-landsholdet, mens det også er muligt gennem CONCACAF at kvalificere sig til Verdensmesterskabet i fodbold hos FIFA. 

CONCACAF har allerede medlemmer, der hører under europæiske nationer. Det er heller ikke et krav, at man er medlem af FN, som det er kravet i UEFA. I UEFA er blandt andet Færøerne og Danmark medlem

Både BBC og The New York Times har kontaktet KAK for at spørge ind til den historiske ansøgning. Det vil da også være skelsættende for fodbold i Grønland, hvis ansøgningen bliver godkendt. 

Ansøgningen var ikke kommet i stand uden hårdt arbejde fra landstræneren og den nuværende bestyrelse med Kenneth Kleist i spidsen. 

- Jeg er utrolig stolt over, at jeg har fået lov til at være den, der sender ansøgningen afsted sammen med min bestyrelse. Men der er ingen tvivl om, at jeg også vil sige tak til min forgænger og dem, der har arbejdet med det, siger formand for Grønlands fodboldforbund, KAK, Kenneth Kleist.  

Arbejdet med ansøgningen har nemlig stået på i fire år og har derfor berørt flere bestyrelser.  

CONCACAF er et forbund for fodboldnationer i Nord- og Mellemamerika samt Caribien.  Blandt forbundets medlemmer er Canada, Mexico og USA. 

Drømme stort

Et medlemskab i CONCACAF vil have betydning for både landsholds- og klubfodbold i Grønland, og det vil give mulighed for at deltage i en række turneringer. 

- Det skal bidrage til, at Grønland bliver medlem af fodboldverdenen. Det er utrolig vigtigt for os og den grønlandske befolkning, fordi vi kan mærke befolkningens opbakning og interesse ved diverse turneringer, fortæller Kenneth Kleist. 

Et medlemskab vil ikke kun have betydning for landsholdsspillerne, der vil kunne se frem til officielle landskampe.

Det kan nemlig også tænde en drøm hos børn og unge om at blive en del af landsholdet og få store oplevelser med dem. Derfor vil det have en langsigtet effekt, mener landstræneren. 

- Det er jo ikke kun herrelandsholdet. Der er også noget økonomi til futsal, kvindefodbold og børn i forhold til, at KAK kan lave en masse aktiviteter der også. Så det er ren win-win, siger Morten Rutkjær. 

Vigtige samarbejdspartnere

Til ansøgningen har KAK samarbejdet med Dansk Boldspil-Union (DBU) og Islands Fodboldforbund (KSI). Partnerskabet kan blandt betyde, at Grønland som en start kan komme til at spille hjemmekampe i Island, mens man får etableret de nødvendige banekrav i landet. 

- Det er det, der gør, at ansøgningen er super seriøs. Det er, at vi har en plan A, en plan B og en plan C, så vi har virkelig nogle gode overvejelser, siger landstræneren.  

Derfor er Morten Rutkjær også fortrøstningsfuld, og han mener heller ikke, at CONCACAF kan se bort fra Grønland denne gang.  

CONCACAF er den eneste mulighed for Grønland til at blive medlem af et større fælles forbund. Tidligere har KAK forsøgt at kontakte forbundet med henblik på optagelse, men uden held. 

Det har dog ikke slået dem ud, og nu er den historiske ansøgning både sendt afsted og afleveret fysisk i Miami, hvor CONCACAF har hovedsæde.