Historisk dag i Landstinget
Det blev en historisk dag i Landstinget, hvor det nye Landsstyre med repræsentanter fra IA, Siumut og Atassut blev godkendt.
Efter den obligatoriske fotografering af Landstingets medlemmer i nationaldragter, kom mødet noget senere i gang end planlagt.
Først klokken 11.15 gik formanden for Landstinget Jonathan Motzfeldt på talerstolen for at erklære mødet for åbent med en særlig hilsen til tingets 11 nye medlemmer.
Efter godkendelse af tingets valgbarhed og valg af suppleanter og næstformænd til Landstingets formandspost tog politikerne hul på godkendelsen af det nye landsstyre.
Og ikke overraskende blev det nye landsstyre godkendt med 24 mandater bag sig. Kun Demokraterne undlod at stemme.
Fra talerstolen sagde en glad Hans Enoksen:
- Jeg tager det som et udtryk for respekt, at jeg er blevet genvalgt som landsstyreformand. Som et udtryk for at grønlændere og danskere i Grønland mener, at jeg vil arbejde for samfundet. Jeg håber på et godt samarbejde i Landstinget med gensidig respekt.
De øvrige landsstyremedlemmer er:
Josef Motzfeldt - for Finans- og udenrigsanliggender, Finn Karlsen – for Fiskeri og fangst, Sivert K. Heilmann – for Landbrug og arbejdsmarked - Jørgen Wæver Johansen for Boliger, infrastruktur og råstoffer - Doris Jakobsen for kultur, uddannelse, forskning og kirke, Aleqa Hammond for Familie og justitsvæsen, Asii Chemnitz Narup for Sundhed, miljø og natur.
Inden tinget gik til frokost sagde IA's Kuupik Kleist fra talerstolen:
- Valget er overstået, arbejdet kan begynde - det er slut med at lefle for vælgerne, handlinger og ord som hører
valgkampe til, er et overstået kapitel. Jeg vil på IA's vegne lykønske alle de valgte, nogle af jer er ganske unge, som med forventet god indsats, med tiden vil kunne erstatte os andre.
Efter frokost fortsætter Landstinget mødet med blandt andet at ændre den midlertidige landstingsbevillingslov for 2006.