Historien om en revolution

Få bands kan måle sig med Sume i den betydning, som deres musik havde for udviklingen af en ny nation. KNR har talt med instruktøren til den kommende film.
28. juni 2014 03:06

Til september kommer dokumentaren, Lyden af en revolution, om Grønlands største rockband i biograferne.

Sume-filmen er færdig

- Det er et bombastisk navn til en film om et musikorkester, men revolutionerende det var Sume, siger den ene af de to instruktører, Emile Hertling Peronard.

- De satte ord på en undertrykt kritik. og de gjorde det på en måde, så alle kunne føle det. Det var ikke hadsk, og der var ikke et særligt fjendskab mod danskere, men det var et opråb til at genfinde vores identitet som grønlændere, og det appellerede til rigtig mange på det tidspunkt, siger han.

Han fik ideen til filmen en aften i snak med bandmedlemmet Malik Høeghs kæreste. Han kontaktede straks Inuk Silis Høegh og præsenterede ham for ideen, og han sagde ja uden betænkning.

Sammen med Inuk Silis Høgh har Emile Hertling Peronard interviewet bandmedlemmer og gravet i KNR's arkiver og private kældre på jagt efter guldnede film og bånd. Det er der på fire års arbejde kommet den første film ud af, der udelukkende handler om Sume og grønlandsk rock.

Men kan det ikke let blive melankolsk og nationalromantisk, spurgte vi ham.

- Selvfølgelig er der meget nationalromantik i historien om Sume, og det synes jeg er cool, for vi er ved at opbygge en ny nation, så vi skal have lov til at dvæle ved vores fortid og traditioner og have en vis grad af nationalromatik.

Det er gået op for filmmanden, mens han klippede og researchede i København, at Grønlands historie gentager sig. 2014 er ikke så forskellig fra midthalvfjerdserne på flere måder, siger han:

- Den gang havde man de samme debatter om råstofudvinding i Grønland, og der var også tale om uranudvinding i Kvanefjeldet. Grønlændere gik på gaden og demontrerede mod danske oliekoncessioner i Grønland. Det er de samme diskussioner som i dag, nu er det bare os selv, der træffer de beslutninger, siger han.

Også personligt fik arbejdet med filmen stor betydning for ham.

- Jeg havde i mange år været langt væk fra Grønland, ikke bare fysisk, men også mentalt. På mange måder følte jeg, at Grønland var et overstået kapitel for mig, men der var samtidig et eller andet indeni, der var forkert.

Vendepunktet blev en ny kæreste fra Grønland og Sumes musik.

- Det savn jeg havde haft til Grønland blev forløst helt vildt, siger han.

Den 12. september er der premiere i Nuuk, den 18. i Sisimiut og den 21. i Ilulissat.

Instruktørerne arbejder stadig på at rejse midler til at rejse rundt på kysten med filmen.