Hip-hop workshop med berømt danser

Alle der elsker at danse hip-hop skal sætte kryds i kalenderen næste weekend. Her er der mulighed for at møde en verdenskendt danser.
Skrevet af Karsten Sommer
07. februar 2018 12:45

Den 10 og 11. februar har alle Nuuks unge borgere nemlig mulighed for at være med i en gratis to-dages Hip Hop workshop med den verdenskendte danser Tony Stone.

Det fortæller danseinstituttet Qiajuk Studios, der i anledning af sit 5-års jubilæum, står bag weekendarrangementet i samarbejde med Kommuneqarfik Sermersooq og Selvstyrets Tips- og Lottomidler.

Tony Stone er danser og koreograf fra Los Angeles og har arbejdet med verdenskendte kunstnere som Beyoncé, LL Cool J, Diana Ross og Kelis.

Tony Stone gæstede første gang Nuuk i 2015 hvor han arbejdede sammen med danseren Alexander Montgomery-Andersen og unge danseelever fra Qiajuk Studio på projektet ’IdentiD’ - et projekt som blev til en danseforestilling og kortfilmen ’IDance’.

Og nu gæster den verdensberømte danser altså igen Nuuk, for at give workshops for ALLE Nuuks unge mellem 12 og 21 år som er interesserede i at danse Hip Hop.

Og de som deltager kan se frem til at vise offentligheden hvad de har lært ved Qiajuks årlige danseshow ’QITIK 2018’ der finder sted i Katuaqs Hans Lynge Sal, den 28. april.

Tilmelding kan ske på fredag den 9.februar i Nuuk Fitness ved værftet i Nuuk mellem klokken 15 og 18 og på telefon 559340