Hellefisken på dagsordenen i Uummannaq

Royal Greenland og KNAPK har nu for anden gang arrangeret et seminar omkring bæredygtighed og kvalitet i fiskeriet. Seminaret blev afholdt i Uummannaq, hvor der var indlæg fra Naturinstituttet, Departementet for fiskeri, fangst og landbrug og fra begge de organiserende parter.
Skrevet af Peter Troelsen
05. marts 2013 05:28

Formålet var også at skabe dialog og forståelse mellem fiskerne og deres organisationer, biologer, forvaltningen og industrien. Blandt de emner, der var til diskussion var udviklingen i fiskeribestanden for Uummannaq området, forvaltningen af det kystnære fiskeri og et større kendskab om hvad MSC standarden står for.

Blandt deltagernes standpunkter var stabil bestand uden tegn på nedgang, større kvoter og udviddelse af frysehusene. Desuden var der konsensus omkring jollefiskerne burde samarbejde omkring fordelingen af kvoterne og en fremtid uden individuelle kvoter, der kan være skadelige for unge fiskere, der vil ind i fiskeriet. Der var også snak om fabrikkernes åbningstider sommeren igennem og de problemer, der var med at finde mandskab til de selvsamme fabrikker.

Dagen sluttede med workshop, hvor deltagerne blev delt op i grupper for at udveksle synspunkter om udviklingen i fiskebestanden og i fiskeriet de næste 2-5 år, bæredygtighed, kvalitet og bemanding samt komme med forslag til forbedringer. Grupperne, der var meget engagerede, bestod både af nuværende og kommende fiskere, idet der var stor deltagelse fra fiskeri og fangerskolen i Uummannaq.