Hellefiskefartøj sunket under bugsering

Royal Greenlands hellefiskefartøj Kangilleq, der havarerede i forbindelse med et fiskeri i bunden af Godthåbsfjorden, er sunket under en bugsering.
Skrevet af Louise M. Kleemann
07. december 2011 08:35

Den 44 fod store stålkutter var torsdag den 1. december i Godthåbsfjorden for at fiske efter hellefisk, da den kom ud i hård strøm.

Besætningen, der består af fire mænd, besluttede sig for at sejle ind mod land. Der lå den fastgjort ved iskanten ved mundingen af isfjorden, da isen brækkede. Det endte med, at kutteren drev ind og ramte land med forstævnen, hvorefter den begyndte at tage vand ind. Det oplyser Royal Greenland i en pressemeddelelse.

To andre kuttere der var i nærheden, kom til undsætning og begyndte at fortøje Kangilleq med trosser i et forsøg på at stabilisere kutteren. Men trosserne brast, hvorefter skibet krængede til den ene side og begyndte at tage vand igen. Besætningen var dog ikke i fare på noget tidspunkt.

Ved midnatstid ankom dykkerskibet Mads Alex til stedet, og tog Kangilleq på slæb til Nuuk.

Men på grund af vejrskifte begyndte kutteren igen at tage vand ind. Under bugseringen,  lørdag den 3. december, løb redningsbåden imidlertid tør for brændstof. Og da kutteren flød så tungt i vandet, måtte slæbetrosserne skæres over af hensyn til redningsbådens sikkerhed, hvorefter kutteren sank øst for øen Sermitsiaq på omkring 350 meters havdybde. Det oplyser Royal Greenland.

De fire besætningsmedlemmer tager hjem til Nuugaatsiaq, når der her til formiddag er afholdt søforklaring.