Hellefisk med dyr elektronik

En canadisk forsker vil udstyre hellefisk med elektroniske chips til en værdi af 5000 kroner pr. styk. Han vil nemlig vide, hvor de svømmer hen.
Skrevet af Rune Langhoff
08. maj 2010 12:30

Man ved ikke nok om hellefisken, og derfor ønsker en canadisk forsker nu at udstyre fiskene med små chips, der skal hjælpe os med at forstå, hvor langt omkring i havet, de kommer.

Det skriver CanWest News.

Den canadiske forsker Aaron Fisk kommer til sommer til arktis og vil her operere omkring 25 satellit chips og 70 elektroniske chips ind i hellefisk og grønlandshajer.

Hver chip har en værdi på over 5000 kroner, og samtidig skal der nedsænkes 70 akustiske modtagere i Cumberland-sundet i Nunavut

Modtagerne registrerer så fiskenes bevægelser, deres dybde og havets temperatur.

Aaron Fisk sammenligner chipsene med mobiltelefoner, fordi de ikke bare sender information til modtageren, men også kan kommunikere indbyrdes.

Projektet kommer til at vare i syv år, og på sigt håber man at kunne nedsænke endnu flere modtagere, så man også kan få informationer om fisk, der svømmer vidt omkring.