Heli Greenland vil overtage SAR-beredskab

Det privatejede helikopterselskab Heli Greenland ønsker at stå for det fremtidige SAR-beredskab i Grønland. Selskabet afleverede tirsdag sit forslag til myndighederne, om hvordan de vil sørge for eftersøgning- og redningsberedskabet fra 1. januar næste år.
26. september 2012 06:35

- Her er konceptet på, hvordan Grønland i fremtiden kan have et sikkert SAR-beredskab. Det er for mig det, der er det allervigtigste. At det så tilfældigvis bliver under regi af Heli Greenland, hvor jeg er ansat, det er jeg faktisk stolt af, lyder det fra den ene halvdel af Heli Greenland, administrerende office manager, Peter Frederiksen.

Heli Greenland har nemlig de sidste to år arbejdet på at strikke et forslag sammen til, hvordan de kan løfte SAR-opgaven fra nytår. Og der er tale om en totalløsning, som Heli Greenland har udarbejdet bl.a. sammen med det islandske logistikfirma NAMA.

- Og det bliver sendt ned til Forsvarsministeriet og Justitsministeriet. Der sidder der en herre nede, som jeg helst ikke må fortælle hvem er. Han er formand for det udvalg som skal behandle det, der nu måtte komme omkring SAR-beredskabet. Jeg ved også hvor mange penge, der vil være til rådighed, men det kan jeg heller ikke afsløre, udtaler Peter Frederiksen.

Og Heli Greenland er meget optimistiske. Dels fordi de ikke føler, de har meget konkurrence på halsen, og dels fordi, de har gjort deres hjemmearbejde godt, lyder det:

- Der kommer en helt ny hangar på 840 m2, som er i stand til at kunne have en eller to af de her SAR-helikoptere. Det var en forudsætning for at dette kunne fungere med base i Sisimiut. Hele bådberedskabet bliver stadig et beredskab på vestkysten, som politikutterne indgår i. Og det er stadig MRCC-centret i Nuuk, der bliver den øverste kommando. På østkysten bliver det et samarbejde med den islandske coastguard, som også har store SAR-helikoptere og flere skibe, som vil indgå i beredskabet på østkysten, sådan at hele Grønland vil være dækket ind fra nord til syd, siger Peter Frederiksen.

Detaljerne om hvilke type helikoptere, som i følge forslaget skal indgå i beredskabet, kan han p.t. ikke oplyse.