Heilmann trækker sig ligeledes som minister

Naalakkersuisoq for boliger, Siverth K. Heilmann følger trop i Atassuts samlede udmelding af Naalakkersuisut.
01. oktober 2014 10:46

Det var ikke kun tre medlemmer af Naalakkersuisut, viceformand for Naalakkersuisut, Steen Lynge, naalakkersuisoq for erhverv, Jens-Erik Kirkegaard og naalakkersuisoq for uddannelse, Nick Nielsen, der trak sig fra regeringskoalitionen via en pressemeddelelse kl. 9.14 onsdag morgen.

Læs også Kirkegaard, Lynge og Nielsen trækker sig

Med ved pressemødet kom også Siverth K. Heilmann, Atassut, som en ekstra overraskelse. Først var der tvivl om, hvorvidt han blot ville kritisere Naalakkersuisut, men hurtigt blev det klart, at han også trækker sin støtte til koalitionen og trækker sig som minister.

Læs også Atassut trækker sig fra koalitionen

Lidt efter kom der en pressemeddelelse fra hans parti, at selve partiet ikke længere støtter Aleqa Hammond og hendes koalition, og at Atassut ønsker, at der bliver udskrevet valg.

 

- Befolkningens tiltro samt tillid til Naalakkersuisut skal genopbygges. Befolkningens tryghed skal genopbygges. Befolkningens tillid til folkevalgte skal genopbygges, og dette kan kun ske ved at rense luften ved et valg.

 

Til sidst på pressemødet satte Atassuts nyvalgte formand, Knud Kristiansen, sig ved de andres bord, forklarede og støttede op om det samlede budskab.

 

Efter at fire medlemmer af Naalakkersuisut har trukket sig her til formiddag, er der lige nu to sandsynlige scenarier for det politiske Grønland: Der kan blive udskrevet nyvalg, eller det største parti, Siumut, kan forsøge at samle et nyt Naalakkersuisut.