Havneindvielse i Sisimiut i dag

I eftermiddag bliver der fest i Sisimiut. Lidt over klokken 15 indvier Qeqqata Kommunias borgmester, Hermann Berthelsen, byens nye havneudvidelse, der skal gøre Sisimiut til et vigtigt trafikknudepunkt, både når det gælder krydstogtsturisme og fiskeri samt som forsyningshavn for råstofindustrien.
20. juni 2013 09:34

Allerede klokken 8 her til morgen tog krydstogtskibet Sea Explorer forskud på glæderne, når skibet anløber det ny kajanlæg, der kan rumme to store skibe samtidigt.

Hermann Berthelsen ser frem til indvielsen:

- Det er en stor dag - ikke bare for Sisimiut, men for hele kommunen, siger han.

Og det er da også hele kommunens befolkning, der har været med til at betale havneudvidelsen.

Financieringen af de 56,6 millioner blev nemlig tilbage i oktober 2011 fundet via en hævning af kommuneskatten på 1 procent.

En beslutning som dengang vakte debat i kommunens anden store by, Maniitsoq, hvor ikke alle kunne forstå at de skulle være med til at betale til Sisimiuts nye havn.

Men nu står havnen klar, og allerede de næste otte dage byder på besøg af ikke færre end fire krydstogtskibe.

Klokken 15 i dag er alle byens borgere inviteret til festlig indvielse af havnen, med kaffe og kage, qajaqopvisning, redningsdemonstration fra brandvæsenet og musik på kajen.