"Havets nattergale" synger i Diskobugten

Grønlandshvalen er det pattedyr i verden, der kan blive ældst. Den kan blive over 200 år gammel. Og nu viser ny forskning at hvalen også har en helt unik og sofistikeret sang.
Skrevet af Karsten Sommer
29. juli 2009 16:47

Grønlandshvalen har næsten været udryddet ved Grønland, men vender i disse år tilbage til Diskobugten i stort tal. Det har givet forskerne en enestående chance for at følge det særprægede pattedyr, som har fået sit helt eget kælenavn af forskningschef Regnar Møbjerg Christensen.

Forskningschefen kalder Grønlandshvalen for "havets nattergale", fordi den evner at imitere andre hvaler. F.eks. kan de synge som en hvidhval, samtidig med at de selv synger. De har to stemmer samtidig, så de kan udtrykke sig på to forskellige måder.

Forskerne har fundet ud af hvalens sangevner, ved hele tiden at have undervandsmikrofoner, hydrofoner, ude i vandet, og der kan vi slå fast at det er den samme hval, der synger to forskellige sange.

- Der er nogle få individder der kan gøre det samme, f.eks. cikader, men at et kæmpemæssigt pattedyr som Grønlandshvalen også kan, det finder vi fantastisk, siger Regnar Møbjerg Christensen.

Hanhvalen synger helt klart med det formål at tiltrække hunhvalerne. Dernæst parrer de sig, og så stikker hannerne af igen, og hunnerne bliver i Diskobugten, og spiser sig tykke og fede, og så tager de over på den anden side af Davis Strædet, hvor de føder deres unger.

Grønlandshvalens lydsprog er det mest komplette blandt hvalerne. De synger, men de snakker også sammen. Der er historier om at hvalerne kan tiltrække hinanden over en afstand på 1000 kilometer.

- Og de sange de synger, de skifter hvert år. Det er næsten som i menneskenes verden, hvor der er en ny schlager, sommerens hit. I 2007 sang de een sang, i 2008 en ny, og i 2009 en helt tredje. Det ser ud som om den samme hval synger en ny sang hvert år, ligesom popidolerne, der også kommer med en ny hitsang hvert år, slutter forskningschef Regnar Møbjerg Christensen.