Havarikommission skal undersøge flyuheld

Efter gårsdagens flyuheld i Nuuk lufthavn skal Havarikommissionen i samarbejde med politiet undersøge, hvad der gik galt.
Skrevet af Naimah Hussain
05. marts 2011 15:38

Nuuk lufthavn er genåbnet efter gårsdagens uheld, hvor et to-motorers Dash-8 fly fra Air Iceland harvererede under en voldsom landing.

Mittarfeqarfiit oplyser, at det islandske fly er væk fra landingsbanen, der siden i går har blokeret for al trafik til og fra Nuuk lufthavn.

Problemerne i Nuuk Lufthavn har dagen igennem skabt forsinkelser og ekstra pres på resten af flytrafikken. Samtidig har vejret også gjort sit for, at der har været forsinkelser. Blandt andet har Danmarks-flyet været udskudt. Air Greenlands Airbus ”Norsaq” har ikke kunnet lette fra Kangerlussuaq med kurs mod København, men Air Greenland forventer at have flere oplysninger senere i aften.

Imens tyder det på, at gårsdagens uheld skyldtes, at landingen foregik i stærk blæst, men det skal nu undersøges nærmere af Havarikommissionen, hvad der præcis forårsagede, at flyet endte udenfor landingsbanen tæt på en skrænt. Ingen af passagererne eller personalet kom alvorligt til skade, og passagererne blev efterfølgende tilbudt krisehjælp af Mittarfeqarfiit.

Giver hændelsen anledning til at kigge på jeres beredskabsplan?

-Så vidt jeg er orienteret er vores beredskabsplan kørt efter planen, og vores folk i lufthavnen har gjort det de skulle. Men vi evaluerer selvfølgelig løbende, når der sker de her ting, som heldigvis er sjældne. Og heldigvis var der jo ingen, der kom fysisk til skade, siger Mittarfeqarfiits direktør Niels Kreutzmann. Han afventer nu, at også de bliver hørt af Havarikommissionen der i samarbejde med politiet skal undersøge de nærmere omstændigheder.

Niels Kreutzmann oplyser, at personale fra Havarikommissionen ventes at ankomme til Grønland snarest muligt, men han kender endnu ikke det præcise tidspunkt.

Også Air Iceland skal besigtige skaderne på deres fly, og derfor er selskabets direktør på vej til Nuuk.