Hash også skyld i flere straffesager

Ifølge kriminolog ved Ilisimatusarfik Evy Frandsen skyldes optrapningen af hårde straffe hovedsagligt, at der bliver slået lige så hårdt ned på hash i Grønland, som der bliver slået ned på hårde stoffer i Danmark.
15. februar 2010 10:56

Evy Frandsen siger:

- Grønlandske medborgere får rask væk 7-8 år for besiddelse af en lille mængde hash. Så det er et hårdt straffesystem, siger hun til Information.

I øjeblikket venter 260 personer på at afsone en dom i anstalten. I december 2008 gjalt det 149 personer.

Selvom der er kommet flere pladser i anstalterne, bliver listen med dømte, der venter på at afsone deres dom, ved med at vokse.

Ved sammenligning med andre lande bliver et stort antal borgere frihedsberøvet her til lands, oplyser vicedirektør i Direktoratet for Kriminalforsorgen Anette Esdorf til dagbladet Information:

- I Danmark har vi i øjeblikket 61 frihedsberøvede per 100.000 indbyggere. I Grønland er tallet snart 300 per 100.000 indbyggere. Det er meget voldsomt, siger hun til avisen.