Hash- og dopingdom bliver anket

Politiet anker dommen mod tre 26-årige mænd, der kort før jul blev dømt for smugling af dopingmidler og hash.
06. januar 2012 04:57

Politiet har besluttet at anke dommen fra Ilulissat kredsret til Grønlands Landsret. To 26-årige mænd blev idømt 14 måneders anbringelse i anstalten for domsfældte, mens en medgerningsmand blev idømt 12 måneder bag tremmer.

Endnu en medgerningsmand er blev idømt anbringelse i anstalten for domsfældte i 12 måneder. Han er blevet kendt skyldig i at have stået for indkøb af hash i Danmark

Nu kræver politiet at sagen med de tre øvrige gerningsmænd bliver behandlet i Grønlands Landsret.

- Baggrunden er, at en medgerningsmænd af Landsretten er blevet idømt en foranstaltning på 12 måneders anstaltsanbringelse, og i hans sag var der nogen formidlende omstændigheder som talte for, at hans foranstaltning skal være væsentlig kortere end hans medgerningsmænd, som efter vores opfattelse er hovedbagmændene i sagen, siger fungerende vicepolitimester Helle Lykke Olesen til Qanorooq.

-  Når vi har en sag vedrørende indsmugling af hash af den her karakter, så vil vi jo gerne have, når Landsretten har taget stilling til den ene, at Landsretten også tager stilling til de tre andre, når nu vi ikke mener, at Kredsretten ikke har varieret den foranstaltning nok, i relation til den forskellighed der er i deres rolle i denne her indsmugling, siger Helle Lykke Olesen.

De tre gerningsmænd i Ilulissat blev idømt anbringelse i anstalten for domsfældte i 14 og 12 måneder. Der blev også konfiskeret 513.000 kroner. Der var også smuglet dopingmidler, hvor der blev konfiskeret 65 enheder dopingpræparater. Der blev også konfiskeret 528 gram hash.

Grønlands Landsret har endnu ikke berammet behandlingen af sagen.