Harper lover mere, end han vil holde

I netop lækkede Wikileaks-dokumenter, der består af hemmeligt stemplede dokumenter om Arktis fra USA´s diplomatiske korps til Pentagon, skriver USA's ambassadør i Canada, at Canadas premierminister Stephen Harpers udtalelser om Arktis er valgflæsk.
Skrevet af Karsten Sommer
15. maj 2011 14:38

Canadas netop genvalgte premierminister Stephen Harper er kendt for at have stor fokus på Arktis, også i den netop overståede valgkamp, hvor han lagde meget vægt på at forsvare Canadas suverænitet i nord, om nødvendigt med militærmagt. Men måske er det hele mest valgflæsk?

De nye netop lækkede Wikileaks-dokumenter, antyder nemlig at Harpers arktiske engagement måske ikke bunder så dybt.

USA´s ambassadør i Canada, David Jacobson, skriver ihvertfald i et af de lækkede dokumenter, at  "Harpers udtalelser om Arktis mest er valgflæsk, og det er sjældent at de løfter han giver til det arktiske Canada, faktisk bliver ført ud i livet, når valget først er overstået" - citat slut.

Ambassadøren bemærker, at det arktiske spørgsmål ihvertfald ikke blev berørt med eet eneste ord, da han i januar havde en flere timer lang samtale med Stephen Harper.

- Hans officielle sabelraslende udtalelser om Arktis, modsvares af en mere pragmatisk og afslappet holdning til spørgsmålet, når man er på tomandshånd med ham, skriver David Jacobson i et af de lækkede dokumenter.

De store inspektionsskibe som han har lovet at få bygget til at håndhæve Canadas suverænitet i Arktis, bygges udelukkende af politiske grunde, og har ikke været et ønske fra den canadiske flåde, skriver ambassadøren.

Og et andet dokument fortæller, at Harper inden parlamentsvalget i 2008 indtrængende bad USA om at vente med at offentligøre USA's arktiske strategi til efter valget, fordi det kunne blive et problem for ham i valgkampen, og skabe kurrer på tråden mellem de to store arktiske nationer.