Hans' beslutning ærgrer Aleqa

Formand for Naalakkersuisut Aleqa Hammond ærgrer sig over at Hans Enoksen forlader Siumut.
Skrevet af Jette Andersen
04. januar 2014 13:44

I går valgte forhenværende leder af Siumut Hans Enoksen at melde sig ud af partiet. Han havde flere grunde, siger han selv, men ansættelsen af Aleqa Hammonds samlever Tom Ostermann som særlig rådgiver for Naalakkersuisoq for Fiskeri, Fangst og Landbrug Karl Lyberth, blev dråben for ham.

- Selvfølgelig er det ærgerligt. Hans Enoksen har ellers stor betydning. Også for befolkningen, siger Aleqa Hammond til Qanorooq.

Det ægrer hende, især fordi hun føler, at Hans Enoksen stadig har masser af tilbyde.

Men formanden for Naalakkersuisut respekterer hans beslutning om at forlade partiet. Det er helt op til Hans Enoksen selv, om han vil være medlem af et parti eller ej, siger hun.

- Jeg har i den seneste tid, kunnet mærke en forandring i Hans' arbejde og engagement. Helt tilbage fra foråret, hvor Inatsisartut samledes indtil efteråret - også under efterårssamlingen - har han ikke ønsket at være en del af udvalgene. Derfor har hans indflydelse været begrænset, udtaler Aleqa Hammond til Qanorooq.

Naalakkersuisut havde ellers haft store forhåbninger, da Hans Enoksen blev medlem af flere af Inatsisartuts udvalg.

Men det giver ikke anledning til at ændre på noget i partiet, at Hans Enoksen har forladt partiet, siger Aleqa Hammond. De fastslår, at de vil blive ved med at arbejde hårdt og målrettet. Også selvom de internt i partiet, ikke altid er lige enige.

Næste skridt bliver at opfylde vælgerløfterne, understreger Aleqa Hammond.