Hanhund skamskudt

Hundehuset var sølet til med blod indvendig. Hunden var væk, men at noget dramatisk var foregået, viste de tydelige spor i hundehuset. Det fortæller en hundeejer Lone Kristensen til Sisimiut lokalblad Sivdlek'. En uerfaren hundefanger havde skamskudt hunden.
Skrevet af Najaaraq Egede
23. juni 2011 13:00
Lone Kristensen har nu klaget over det skete til Qeqqata Kommunia. Og klagen bakkes op af hundeslædeforeningen Qimusseq, der kalder aflivningen uprofessionel. Endnu er intet sket.
 
Hundeejere skal, efter Landstingsloven om hunde og kattehold og slædehundehold, have mindst et døgn til at finde deres løse hunde efter advarsel fra hundefangerne. Men så lang tid fik Lone Kristensen ikke, før hun opdagede blodspor på hundepladsen, og derefter så, at et af hundehusene var sølet til i blod indvendig. Hunden var væk, men at noget dramatisk var foregået, viste de tydelige spor, skriver Sivdlek'.
 
- Det var en fuldstændig rystende og chokerende oplevelse. Jeg vidste godt, at min hund ømmede sig efter et slagsmål med de andre hunde, og at den derfor søgte tilflugt inde i hundehuset, hvor den ikke var bundet. Den kom ikke ud, når jeg kaldte på den, så den var virkelig bange. Det plejer den ikke at være. Tværtimod. Selv hundeinspektørerne, der kører forbi min hundeplads hver dag, morede sig over den livlige, søde og imødekommende hund, fortæller Lone Kristensen.
 
- Jeg forstår overhovedet ikke hundeinspektørernes forklaring om aflivningen, siger hun.
Formand på Sisimiut kommunes materielplads tidligere hundeinspektør David Møller vil ikke kommentere skamskydningen, men henviser til en af Sisimiuts to andre hundeinspektører, Rasmus Olsen. Han mener, at Lone Kristensens hanhund har generet flere steder rundt omkring i Sisimiut, og at den efter klager på Qivittoqarfik blev skudt her af en uerfaren hundefanger.
 
- Hundefangeren ramte ikke første gang med sin haglbøsse, og hunden rendte væk. Den løb tilbage til sin egen plads, hvor den røg i slagsmål med de andre hunde, fordi den lugtede af blod, mener Rasmus Olsen. Derefter var hundefangeren nødt til at skyde hunden på klods hold ind i hundehuset med en riffel kaliber 22. Deraf det blodige hundehus.
 
Stefan Hammer, fra hundeslædeforeningen Qimusseq, mener, at den hundeinspektørernes handlemåde er grov.
 
- Jeg ved ikke, hvor mange sager af den art der er. Det ved vi jo ikke. Det eneste hundeejerne normalt opdager er, at de mangler en hund. Men hvordan den bliver aflivet, hvor mange tilfælde af skamskydning, opdager vi normalt ikke. Når hundefangeren har aflivet en løs hund, putter han den i en sæk, og kører den til forbrænding. Dermed er alle spor og beviser forsvundet. Når vi protesterer i denne sag, er det fordi den simpelthen er for grov, siger Stefan Hammer, fra Qimusseq
 
Lone Kristensen har ikke fået tilbudt erstatning for sin hund, som hun i øvrigt mener er uerstattelig.