Handlingsplan for ordblinde er igangsat

Arbejdet omkring en national handlingsplan for landets ordblinde og andre læse- og skrivesvage er sat igang, understreger Naalakkersuisoq Palle Christiansen i et § 37-svar til partifællen Andreas Uldum fra Demokraterne.
05. juni 2012 07:02

Han har bedt om status for et enigt Inatsisartuts beslutning om, at der etableres muligheder for at hjælpe den del af befolkningen, der har problemer med at læse og skrive.

Palle Christiansen understreger, at arbejdet er igangsat, og at Departementet for Uddannelse i denne måned i samarbejdet med analysefirmaet Epinion igangsætter en afdækning af den viden, der findes om personer med særlige behov, når det gælder om at læse og skrive.

Samtidig videreføres beslutningerne fra Nordisk Ministerråds konference om voksnes læse- og skrivefærdigheder.

Begge tiltag vil indgå i implementeringen af Naalakkersuisuts strategier på børne-, unge- og uddannelsesområdet.

Inatsisartuts medlemmer vil snarest muligt blive orienteret om arbejdets fremdrift, lover Palle Christiansen i sit svar til Andreas Uldum.