Handlen med pels tordner frem i Canada

De sidste 2 år har pelsbranchen fra at være i krise, udviklet sig til en udbytterig forretning. Det er lige pludseligt blevet moderigtigt at klæde sig i pels igen og at have pelsprodukter i hjemmet. Det er især folk fra Kina og andre steder i Asien, som er blevet helt vilde med pels, som de anser som et statussymbol.
Skrevet af Karsten Sommer
01. juli 2013 08:20

Ved pelsauktionen i sidste uge i North Bay, Ontario, var det især isbjørneskind de kinesiske opkøbere var efter. For et par år siden kunne man få omkring 5000 kroner for et isbjørneskind, men ved dette års auktion blev nogle solgt til en top pris på 22.000 canadiske dollars, dvs. 120.000 kroner for et skind. Det er en rekord!

Isbjørnene er fanget af inuit på Baffin øen og langs den vestlige kyst af Hudson bugten.

Og et skind til 120.000 kroner bliver endnu dyrene, når først det er kommet til Kina. Dér bliver det ofte udstoppet, så det ser meget vildt ud, for det sætter de asiatiske kunder stor pris på. Andre bliver bearbejdet og solgt som flotte gulvtæpper. 

En udstoppet isbjørn, der er høj og ser vild ud, kan sælges i Kina for over en halv million kroner og et gulvtæppe for lige under en halv million.

Selv om det selvfølgelig var isbjørnene, der satte prisrekord, så var udover det ivrig handel med andre pelse også ved ugens auktion i North Bay.