Handicaptalsmand fejrer ny handicaplov

Handicap-talsmands institutionen Tilioq afholdt kaffemik torsdag eftermiddag, for at fejre at flertallet i Inatsisartut i går, den 5. juni, vedtog en ny lov om støtte til personer med handicap.
Skrevet af Karsten Sommer
06. juni 2019 15:43

Handicaptalsmanden Christina Johnsen er utrolig glad for den nye handicaplov.

– I Tilioq har vi set frem til vedtagelsen. Loven er et paradigmeskifte, som med afsæt i handicapkonventionen, betyder at samfundet har pligt til at fjerne de samfundsskabte barriere, som forhindrer en person med handicap til at kunne leve sit liv på lige fod med alle andre, udtaler Christina Johnsen.

Derudover åbner den nye lov op for at kunne få hjælp af en bisidder.

- Vi oplever, at mange borgere ikke har overskud, og nogle gange heller ikke evner til at påklage tvivlsomme afgørelser for ankenævn eller ombudsmanden, lyder det fra Handicaptalsmanden, der ønsker alle i Grønland tillykke med den nye lov.

LÆS OGSÅ Ny handicaplov til finpudsning