Hammond snakker udenom

Palle Christiansen fra Demokraterne har stillet en lang række spørgsmål angående Julie Rademachers ansættelse som spindoktor for formanden Naalakkersuisut, men selv om der nu er kommet besvarelse af de 8 stillede spørgsmål er hverken Palle Christiansen eller offentligheden blevet et hammerslag klogere på den sag.
Skrevet af Peter Troelsen
09. juli 2013 14:17

 

 

Palle Christiansen spørger ind til måden ansættelsesaftalen er indgået på, men Aleqa Hammond, der som formand for Naalakkersuisut har besvaret spørgsmålene undskylder sig med travlhed og snakker i øvrigt udenom på de øvrige spørgsmål fra Palle Christiansen.

Han spørger blandt andet om lønforholdene for Julie Rademacher inden hendes ansættelse i selvstyret fra 15. april, men det mener Hammond ikke at kunne svare på selv om Rademacher i hele valgkampen stod ved hendes side som presserådgiver. Hammond må da have vidst, om Siumut har haft pengepungen oppe af lommen, eller om Rademacher frivilligt og uden vederlag har brugt en god måned af sit liv på at hjælpe Hammond til magten.

Offentlighedsloven byder ellers lovgiverne at lave et notat om indgåelsen af aftalen, men beklageligvis er det ikke sket i lige netop denne sag oplyser Aleqa Hammond.