Halibut Greenland: Naalakkersuisut har lyttet til os
- Jeg synes godt om Naalakkersuisuts ændring. Og som erhvervsdrivende inden for fiskeri, er jeg glad for, at de har hørt os, siger direktør i Halibut Greenland, Erik Sivertsen om, at Naalakkersuisut endnu engang har ændret deres mening om kvoteforvaltning.
Sidst på året sidste år, besluttede Naalakkersuisut ellers, at der fra nytår skulle være helårskvoter for de kystnære hellefiskfiskere i Diskobugten, Uummannaq og Upernavik. Men her godt to måneder efter har de ændret mening - for nu indfører de kvartalskvoter.
LÆS OGSÅ Nye regler igen-igen: Naalakkersuisut indfører kvartalskvoter på hellefisk
Efter Naalakkersuisuts beslutning i december om indførelse af helårskvoter var der bekymringer at spore hos direktøren i fiskefabrikken.
Han frygtede nemlig, at der ville mangle råvarer midt på året og dermed var der risiko for, at der ikke ville være stabilt arbejde til fabriksarbejderne.
Men efter indførelsen af kvartalskvoterne, er bekymringen ikke så stor hos Erik Sivertsen. Han synes nemlig, at det er bedre for fabrikken, hvis jollefiskerne går i stå i 14 dage frem for et halvt år.
LÆS OGSÅ Halibut Greenland: Produktion kan blive presset
- Det er bedre for, for eksempel fiskerne, ikke at kunne fiske i 14 dage i stedet for de ikke kan komme ud med deres joller i halvt år. Fiskeriet åbner jo igen når vi når nyt kvartal, siger Erik Sivertsen.
Ifølge tal fra Grønlands Fiskeri Licens Kontrol er kvoten fra nytår til ultimo marts på 643 tons hellefisk for det kystnære jollefiskere i Diskobugten. Af dem var 52 procent opfisket i midten af denne måned.