Halibut Greenland føler sig udkonkurrerede af Royal Greenland

Men ifølge Royal Greenlands direktør er der tale om sund og almindelig konkurrence.
07. marts 2012 15:03

Direktør for fiskevirksomheden i Ilulissat Halibut Greenland, Niels Thomsen, langer nu hårdt ud efter Royal Greenland.

Selskabet er nemlig etableret flere steder i landet, mens Halibut Greenland udelukkende har hjemme i Ilulissat. Og Niels Thomsen peger på, at Royal Greenland profitterer på sit reelle monopol mange steder i landet.

- Og derfor er i stand til at skabe et overskud, som de så bruger til at undergrave vores virksomhedsgrundlag.

Men det kan direktør i det selvstyre-ejede Royal Greenland, Michael Tinghuus, ikke genkende.

- Vi konkurrerer ikke på at udkonkurrere nogen som helst. Vi konkurrerer for at få tilstrækkeligt med hellefisk til at vores 130 mand i Qasigiannguit har noget at lave.

Men det ændrer ikke på, at det delvist privat-ejede Halibut Greenland, føler at konkurrencesituationen i Diskobugten om hellefisk, er uholdbar.

- Når vi forsøger at tilnærme os Royal Greenlands priser, så hæver de priserne med flere kroner, hvilket kan være svært for en privat virksomhed at konkurrere med.

Til det siger Royal Greenlands direktør:

- Nogle gange sætter Halibut Greenland prisen op, så sætter vi også prisen op. Nogle gange sætter vi prisen op, også sætter de prisen op.

Men det passer ikke, siger Niels Thomsen. I den tid han har været direktør, har Halibut endnu ikke overgået Royal Greenland, med hensyn til priser.

- Vi har fået tilkendegivelser om hvilke priser, der bliver opereret med hos vores konkurrent, også har vi forsøgt at tilnærme dem, men ikke overgået dem.

Michael Tinghuus siger at konkurrence er hårdt.

- Det er jo også hårdt at være Coca-Cola og Pepsi cola. Men i det her tilfælde er det i hvert fald godt for fiskerne. De får en bedre pris for deres hellefisk.

Direktør i Halibut Greenland Niels Thomsen understreger, at han ikke sætter spørgsmålstegn ved konkurrence, men han vil have lige vilkår for alle aktører.