Haj angriber to turister i Australien og bider en fod af

En snorkeltur ved Great Barrier Reef i Australien udviklede sig tirsdag dramatisk for to britiske turister.
Der har været mindst fire hajangreb ved øgruppen Whitsundays siden september sidste år. Et enkelt af disse angreb har medført et dødsfald. Foto © : Jan Ainali / Flickr
Skrevet af Ritzau
29. oktober 2019 13:23

To britiske turister er blevet såret under et hajangreb nær Airlie Beach ved det populære turistdestination Whitsundays på den australske østkyst.

Det oplyser de lokale myndigheder i delstaten Queensland, skriver nyhedsbureauet Reuters.

En 28-årig mand har fået bidt sin fod af, mens en 22-årig mand har fået alvorlige skader på benet.

De to mænd var ude at snorkle ved koralrevet Great Barrier Reef tirsdag, da de blev angrebet af hajen.

- En engelsk turist har fået sin fod bidt af, og en anden har fået alvorlige flænger i underbenet, efter at en haj har angrebet dem i Whitsundays, skriver den lokale redningstjeneste på Twitter.

De to mænd er blevet fløjet med helikopter til Mackay Base Hospital, som ligger omkring 950 kilometer nord for delstatshovedstaden Brisbane.

De er begge i kritisk, men stabil tilstand, oplyser redningstjenesten.

Mændene har oplyst, at de kæmpede og tæskede løs mod hajen i vandet, da de blev angrebet.

Der har været mindst fire hajangreb ved øgruppen Whitsundays siden september sidste år. Et enkelt af disse angreb har medført et dødsfald.

Det var i november 2018, da en 33-årig australsk mand blev bidt i både arme og ben af en haj.

Manden var på sejltur på en yacht i området, hvor han både svømmede og stod på paddleboard. Han blev angrebet, mens han svømmede ved siden af yachten.

Den 33-årige døde efterfølgende af et stort blodtab og hjertestop.

I september samme år blev en 46-årig kvinde og en 12-årig pige angrebet ved to separate angreb. De overlevede begge.

Inden da havde der ikke været et hajangreb ved Whitsundays i otte år.

Whitsundays er en yderst populær destination for både australske og udenlandske turister. Ikke mindst fordi øgruppen ligger i nærheden den af verdens største koralrev, Great Barrier Reef.

/ritzau/