Hacker angriber færøske kreditkort

Et hackerangreb mod en forretning på Færøerne har fået kreditkortselskabet Nets til at spærre over 1000 færøske visa/dankort.
Skrevet af Karsten Sommer
02. juni 2014 07:50

 Det er sket efter mistanke om et alvorligt hackerangreb på en færøsk butik, men det vides ikke, hvilken forretning det er, og om det er en nethandel eller en fysisk butik. Det fortæller netavisen Computerworld.

- Det er en sag, vi ikke giver mange detaljer om, af hensyn til efterforskningen. Men af forebyggende årsager har vi spærret og udskiftet over 1000 færøske kreditkort. Brugerne får dem udskiftet hos deres udbyder på Færøerne, siger Søren Winge fra Nets til Ritzau.

På Færøerne bor der omkring 50.000 mennesker, så efter færøske forhold er det temmelig mange kort, siger Søren Winge.

Det er yderst sjældent, at Nets, der håndterer betalingskort i hele Norden, er ude for såden en situation, eksempelvis er det ikke sket i Danmark i de seneste fire-fem år.

- Normalt er det ikke noget, vi fortæller særligt meget om. Men vi har ikke haft lignende sager i de øvrige nordiske lande i de seneste år. Så det er sjældent, at vi er nødt til at udskifte så mange kort, siger Søren Winge.

Kortselskabet vil eller kan ikke sige, om de berørte kort allerede er blevet misbrugt.