Højeste antal tuberkulosetilfælde i 30 år

I 2010 blev der konstateret 114 nye tilfælde af tuberkulose. Og det er det højeste tal i 30 år.
Skrevet af Naimah Hussain
26. januar 2011 07:49

2010 står tilbage som året med det højeste antal tilfælde af tuberkulose. Det viser den nyeste opgørelse fra sunhedsmyndighederne.

Der er fundet tuberkulose i næsten alle byer i Grønland, men østkysten er hårdest ramt.

I 50'erne var forekomsten af tuberkulose meget høj og mange døde af sygdommen. I løbet af 80'erne lykkedes det dog myndighederne at nedbringe antallet af tuberkulosepatienter væsentligt til et lavt, men stabilt antal.

Samtidig er der også i fjor blevet konstateret det første tilfælde af mulitresistent tuberkulose - det betyder, at bakterien er blevet modstandsdygtig overfor almindelig TB-medicin. Og det kan koste dyrt, både menneskeligt og økonomisk.

Myndighederne opfordrer derfor på det kraftigste, at man henvender sig til læge, hvis man oplever symptomer som hoste i mere end 3 uger, vægttab og nattesved. Det samme gælder ens familie og omgangskreds, for at mindske smitten.