Højere kvote og nye mindste priser

Fisker- og Fangeroganisationen KNAPK og Royal Greenland A/S har netop indgået en aftale om mindstepriser for hellefisk indhandlet i Uummannaq forvaltningsområde. Den nye aftale, der træder i kraft med øjeblikkelig virkning, omfatter samtidig en bonusordning. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Royal Greenland.
13. november 2012 14:27

De nye mindstepriser i Uummannaq området er 17,00 kroner kiloet for store hellefisk på over 3,5 kg.

For små hellefisk - og det vil fra 1 kg og op til 3,5 kg - er den nye mindstepris 11,50 kr. kiloet.

En ny bonusordning kommer til gælde for alle KNAPK's medlemmer i Uummannaq forvaltningsområde og udløses, hvis mængderne overstiger sidste års indhandlingsmængder på i alt 4.700 tons. Men hvad bonusordningen iøvrigt indebærer økonomisk fremgår ikke af pressemeddelelsen.

Det kan iøvrigt tilføjes, at Departementet for Fiskeri, Fangst og Landbrug i dag har offentliggjort tallene for den biologiske rådgivning omkring det kystnære fiskeri efter hellefisk ved Nordvestgrønland i 2013 og 2014. Og heraf fremgår det, at fiskeriet i forvaltningsområdet Uummannaq forhøjes med 1.000 tons fra de nuværende 5.000 tons til 6.000 tons de næste to år.

Samtidig går den biologiske rådgivning om, at de nuværende kvoter for forvaltningsområde Diskobugten og Upernavik fastholdes på uændret niveau. Det vil for Upernaviks vedkommende sige 6.300 tons. Her har der hidtil ikke været gennemført biologisk rådgivning, men forsøgsvis fiskeri.