Høje bølger i Naajaat: Hel fangerfamilie har mistet joller

De familier, der har mistet deres jolle, kan få svært ved at klare sig, lyder det fra en fisker og fanger, som mistede sin jolle til store bølger i Naajaat natten til torsdag.
Flere joller blev beskadiget i forbindelse med at store bølger ramte Naajaat natten til torsdag. Foto © : Hans Olsvig
19. december 2019 15:38

Bygden Naajaat, der ligger cirka 40 kilometer nordøst for Upernavik, blev i nat ramt af store bølger.

Én af dem, der blev hårdt ramt at de store bølger, er fisker og fanger Jørgen Petersen. Han mistede sin jolle i nat:

- Det er meget tankevækkende. Hvis ikke der kommer havis nu, så bliver det svært for os, der har mistet vores joller, at klare os, fortæller Jørgen Petersen.

Foto © : Privat

 

Tre brødre har også mistet joller

Bølgerne er også gået hårdt ud over Jørgen Petersens familie:

- Mine tre brødre har også mistet deres joller, og derved har hele familien mistet vores joller, siger han.

LÆS OGSÅ Store bølger i Naajaat i nat: Det var hårdt at se på

Jollerne er vigtige redskaber i den lille bygd Naajaat, hvor de bruges til fangst og fiskeri men også til transport til nabobygden:

- Nu kan vi kun gøre noget, hvis der er nogen, der gider at sejle med os, siger Jørgen Petersen.

Bliver måske nødt til at fjerne nogle hunde

Han frygter, at han bliver nødt til at nedbringe antallet af sine hunde, hvis ikke han får hjælp. Jollen er nemlig også vigtig for at skaffe mad til hundene:

- Der har i forvejen været et dårligt år i forhold til at samle hundemad. Derfor tror jeg, at hvis der ikke er nogen, der gør noget, bliver vi nødt til at fjerne nogle af vores hunde, siger Jørgen Petersen.

Trine Dahl Jensen fra GEUS, der har en målestation i området, fortæller til KNR, at man klokken 23.47 - en lille time inden de store bølger ramte Naajaat - registrerede nogle rystelser, der kunne tyde på kælving fra et stort isfjeld.

Det kan altså have været årsagen til de store bølger, der ramte bygden.