Hæder til flerdobbelt grønlandsmester

Årets idrætsdag blev afholdt i Nuuk i går. Se navne på modtagere af hæder.
Skrevet af Noah Mølgaard
07. januar 2013 07:49

Der var traditionen tro uddeling af Årets sportspriser i Nuuk Hellige trekongers aftens dag den 6. januar, hvor der blev uddelt priser i flere kategorier.

Der var inden uddelingen af priserne underholdning  med forskellige musikere, hvor blandt andre Mike Thomsen, Hinnarik og Fredrik, KNR's pige kor Qupannavaat og Nuuk By Orkester leverede musik og sang.

Og endelig kom dages højdepunkt. Arctic Sports udøveren Bent Jakobsen blev kåret som Årets idrætsmand i Nuuk på baggrund af sine mange flotte resultater ved GM og Arctic Winter Games. Han vandt ikke færre end 8 guldmedaljer ved GM i Ilulissat samt en sølv medalje. Han vandt også en sølv og en bronze ved Arctic Winter Games i Whitehorse.

- Bent besidder et mentalt overskud, der resulterer i at han selv i pressede konkurrencesituationer udviser fairplay og uselviskhed for at hjælpe sine meddeltagere i at opnå deres personlige bedste, uagtet at dette medfører en risiko at miste en god placering – dette er alt sammen med til at højne niveauet for udøvelsen af vore traditionelle lege til alles bedste, skriver Kommuneqarfik Sermersooq i sin begrundelse af udnævnelsen af Bent Jakobsen som Årets idrætsmand i Nuuk.

Prisen som Årets træner gik til fodboldtræneren hos B-67 Tekle Ghebrelul, der var med til at vinde GM guld sammen med ungdomsholdet og seniorholdet i sommerens grønlandsmesterskaber.

- Han har på trods af sin korte tid i B-67 formået, at udfordre en masse mennesker med sin sunde indstilling til træningen og det sociale samvær i klubben, skriver Kommuneqarfik Sermersooq.

Prisen som Årets leder gik til Allan Eriksen fra GSS, der efter en aktiv sportskarriere har været engageret i klubbens aktiviteter. Han har på ikke mindre end 25 år været arbejdet for GSS håndbold.

Prisen som Årets talent gik til svømmeren Mia Biilmann Larsen, der træner mindst tre gange om ugen og har deltaget i stævner i på Island og Danmark. Hun svømmede sig frem til finalen i alle sine løb under deltagelsen i Speedo Cup i Danmark hvor hun fik en sølvmedalje med hjem.

Prisen som Årets hold gik til svømmeholdet Nanoq, der fik prisen for deres resultater og engagement i deres sportsgren.

- Nanoq-holdet har et enestående sammenhold, hvor et godt kammeratskab, trods aldersforskelle og evner i vandet, er et nøgleord, skriver Kommuneqarfik Sermersooq i sin begrundelse.

Der blev også uddelt en opmundringspris, der bliver uddelt til personer, der yder en stor indsats for deres klub. Prisen gik til ægteparret Joseph Malby og Ruth Lindhardt, der har været aktive i Nuuk Shotokan Karate-Do's bestyrelse i mange år.