Hård kritik mod piloterne

Grønlands Arbejdsgiverforening går nu ind og bakker op om Air Greenland i de fastlåste overenskomstforhandlinger, der foreløbig har lammet det meste af lufttrafikken over Grønland.
Skrevet af Naimah Hussain
11. januar 2011 16:45

Direktør for Grønlands Arbejdsgiverforening Henrik Leth retter en hård kritik mod piloterne, og han siger at de tager hele det grønlandske samfund som gidsel. Det skaber ikke folkelig forståelse for deres krav, mener han:

- Folk som lammer et helt samfund for at få bedre løn og arbejdsforhold, når man i forvejen er blandt de mest priviligerede i samfundet, det er nok svært at skabe en forståelse for det, siger direktør i GA Henrik Leth.

Toni Rytkønen, der forhandler på vegne af piloterne er lodret uenig i den kritik. Han mener derimod, at Air Greenland har været for stejle i deres krav:

- Vi har ikke ønsket at tage befolkningen som gidsel. Vi har ønsket at få en forhandlingsløsning, og har været imødekommende. Men Air Greenland har været utrolig stejle i deres krav, siger Toni Rytkønen.

Piloterne har foreslået en væsentlig lønnedgang, ifølge Toni Rytkønen. Og han påpeger, at GA må have regnet forkert, når de siger, at piloterne arbejder halvt så meget som andre lønmodtagere.

- Der tror jeg, at GA er forkert orienteret. Det er jo sådan, at man indenfor luftfart opererer med dels flyvetimer og dels forberedelsestimer, tilkaldevagt i hjemmet, man er på overnatning på forskellige steder. Alt det her, det er jo arbejdstid. Så i realiteten er det sådan, at man kan pålægge piloter at arbejde op til 60 timer om ugen, siger Toni Rytkønen.

GA derimod mener, at det er nødvendigt med en modernisering af lønsystemerne hvis virksomheder som Air Greenland skal bevare konkurrenceevnen. Og Henrik Leth fra GA kalder derfor konflikten nødvendig.