Hård kritik af Royal Greenland i Sisimiut

Den lokale fisker- og fangerforening i Sisimiut melder hårdt ud, når det gælder Royal Greenlands fabrik i Sisimiut. Her har man, for at kunne få plads til at indhandle torsk, besluttet, at krabbefiskerne fremover skal indhandle i Maniitsoq, og det er ikke faldet i god jord i Sisimiut.
Skrevet af Peter Troelsen
24. januar 2014 07:08

Krabbefiskerne kan slet ikke acceptere Royal Greenlands beslutning. De henviser til, at farvandet mellem Sisimiut og Maniitsoq er meget farefuldt om efteråret, hvor havet kan være særdeles oprørt. De mener ligefrem at det kan blive med livet som indsats, hvis rejerne skal indhandles i Maniitsoq.

-Landanlæggene ved bygderne er lukkede, selv om der er mange torsk, og Royal Greenland A/S har ikke på det seneste meldt noget ud om sine planer med disse anlæg. Fiskerne i Sisimiut kan ikke længere acceptere disse forhold, der er jo masser af forskellig slags fisk ved Sisimiut, som ikke udnyttes, forklarer Adam Dahl, der er formand for SAPP (De lokale fiskere og fangere i Sisimiut).

Fisker- og fangerforeningen opfordrer borgmester og medlemmerne af kommunalbestyrelsen til at komme frem og forlange forholdene for krabbefiskerne forbedret. Hvis ikke det sker frygter SAPP at Sisimiuts fremtid som fiskeriby er truet. De lokale fiskere og fangere foreslår endog at man i Sisimiut bygger byens egen multifiskefabrik.