Hård kritik af populært KNR-program

Det populære KNR-program 'Mudi' får hård kritik og kaldes propaganda i et læserbrev, der er bragt i Sermitsiaq.AG.
Foto © : KNR/Youtube
02. november 2017 09:40

Direktøren for publicservicestationen erkender, at der er sket en fejl på programmets redaktion, men at der nu er strammet op, skriver avisen.

Journalistikken i KNR er ensidig og ukritisk lyder kritikken i et læserbrev fra journalisten Irene Jeppson, der er til dagligt arbejder i kommunikationsafdelingen i Brugseni.

Hun henviser til tv-programmet 'Mudi', som hun betegner som propaganda.

I en udsendelse af det omtalte program fik en iværksætter blandt andet ytret sig om selvstændighed og politikernes evne til at skabe resultater, uden at der blev givet modsvar eller fremlagt dokumentation for påstandene.

KNR-direktør Karl-Henrik Simonsen erkender at der har været et problem med den specifikke udsendelse, men siger samtidig til Sermitsiaq, at presseetikken er vigtig for produktionen i KNR.

- Derfor er det også med største beklagelse, at vi torsdag den 12. oktober 2017 sendte et TV-program, som ikke lever op til de ønskede standarder, og nævnte program er ikke designet til at skulle være et debatprogram. Dette skyldtes ene og alene en brist i interne procedurer og retningslinjer, siger Karl-Henrik Simonsen, der oplyser, at redaktionen efterfølgende har strammet op på de områder.