Håndværker kan få bøde for Nukissiorfiit brand
Uforsigtig omgang med brandbart materiale kan koste en håndværker en bøde. Politiet har sigtet en person i forbindelse med branden i Nukissiorfiit. Brand i tagpap i forbindelse med tætning af taget endte med storbrand, hvor det gamle elværk nedbrændte.
- Vi har sigten en mand i forbindelse med branden. Men vi har endnu ikke taget stilling til om vi også skal sigte firmaet, der stod for tætningen af taget, siger regionsleder i Politiet i Qaasuitsoq Poul Petersen til KNR.
Politiet afventer stadig brandvæsenets udrykningsrapport og en udtalelse fra arbejdstilsynet.
Nukissiorfiit betragter nu det gamle elværk for at være nedbrændt. Vandkraftværket i Paakitsoq bliver taget i brug i november og Ilulissat har hovedelværket i Minnerup aqqutaa i udkanten af byen.
Nukissiorfiit har endnu ikke taget stilling til hvad der skal ske med det gamle elværk og om der skal rejses erstatningskrav.
- Det er på nuværende tidspunkt uafklaret. Vi afventer de tekniske undersøgelser og må efterfølgende drøfte sagen med vores forsikringsselskab, inden vi kan offentliggøre en handlingsplan, siger energidirektør i Nukissiorfiit Henrik Estrup til KNR.
Politiet meddeler at den sigtede højst kan blive idømt en bøde.