Gymnasieklasse: Sådan mindsker vi uddannelsesfrafald

En klasse på gymnasiet i Sisimiut har netop vundet en konkurrence, om gode ideer til hvordan man kan mindske det alt for store frafald på uddannelserne her i landet.
Skrevet af Karsten Sommer
04. december 2014 09:27

I forbindelse med den arbejdsgruppe som Departementet for Uddannelse har nedsat, for at mindske frafaldet på uddannelserne, blev der i september holdt en idekonkurrence for elever og studerende på landets uddannelsessteder.


Otte uddannelsessteder deltog i konkurrencen, og blandt de mange forslag har arbejdsgruppen nu valgt at præmiere 2.y fra GUX i Sisimut, som havde arbejdet grundigt og systematisk med frafaldsproblematikken, skriver Departementet i en pressemeddelelse.


En gruppe af eleverne havde fokuseret på de unge under 18 år, og foreslog at de skulle have en plejefamilie, indtil de havde lært at klare sig selv.


En anden gruppe beskrev kompleksiteten i årsagerne til frafald. Og foreslog sommerkurser for de kommende studerende, hvor også forældrene blev inddraget, samt en styrkelse af dansk-kundskaberne, da mange studerende har svært ved at følge med i undervisningen.


Præmien til 2.y på GUX for den bedste besvarelse, er på 10.000 kroner.


Og det eneste gymnasieklassen IKKE må bruge pengene til, er festarrangementer, understreger Undervisningsdepartement dog.