Gymnasieelever håber på flere studenter i Grønland

Skrevet af Laura Aggernæs
04. december 2014 16:53

2. Y på gymnasiet i Sisimiut har netop vundet 10.000 kroner i en konkurrence, hvor de skulle finde idéer til, hvordan man mindsker frafaldet på de gymnasiale uddannelser.

 

Læs også Gymnasieklasse: Sådan mindsker vi uddannelsesfrafald

 

Inspirationen skulle de ikke gå langt efter. I deres egen klasse er syv ud af 20 elever allerede stoppet, selvom de kun er halvvejs inde i 2. g.

- Det er altid trist at høre, når ens klassekammerater er gået ud. Så føler man, at man måske kunne have gjort noget for at hjælpe, eller at der måske burde være nogle ordninger, så der ikke var så meget frafald, fortæller Sara Lennert Jensen, der er elev i 2. y.

Da Departementet for Uddannelse i september udskrev konkurrencen, var det derfor nærliggende for klassen at tage emnet op.

 

Sommerkurser og værtsfamilier

 

I alt deltog otte uddannelsessteder i konkurrencen. Og blandt de mange forslag blev 2.y.’s udvalgt som de bedste.

Klassen forslog blandt andet, at man kunne oprette sommerkurser til kommende elever med inddragelse af forældre, og at man kunne styrke elevernes danskkundskaber, da mange har svært ved at følge med i undervisningen.

 

Derudover forslog klassen, at unge under 18 år på gymnasiet skulle have en værtsfamilie under uddannelsen.

 

- Vi kender så mange, der synes, det er hårdt at gå i GUX, og det kan være, fordi de starter i GUX før de kan klare sig selv, siger Pinnaluk Brask Olsen fra 2.y.

 

Håb om flere med studenterhuer

 

 Præmien planlægger klassen indtil videre at bruge på en studietur. Men selvom konkurrencen er slut, håber eleverne ikke, at deres idéer går i glemmebogen.

- Vi vil selvfølgelig være meget glade, hvis vores idéer bliver taget i brug, så der bliver flere, der får hue på i forhold til dem, der starter. Og siden vi har lavet det her projekt, er der en fra vores klasse der er gået ud, så det ville være rigtig rart, hvis der blev gjort noget ved problemet snart, siger Sara Lennert Jensen.

 

Læs også Vi bliver bedre og bedre uddannet

 

Det er ikke kun på gymnasiet i Sisimiut, at eleverne falder fra uddannelserne.

I 2013 var det samlede fravær på de gymnasiale uddannelser i Grønland på 23,8 procent. Det svarer til, at mere end hver femte elev dropper ud af sin uddannelse, før studenterhuen er i hus.