Gukki Nuka udstiller på Nuuk Kunstmuseum

I morgen torsdag åbner udstillingen Tarnip Qupineri (Revner i sjælen, red.) på Nuuk Kunstmuseum.
Skrevet af Inge S. Rasmussen
07. september 2016 05:57

Det er den grønlandsk/danske kunstner Gukki Nuka der med en række selvportrætter taget med mobiltelefon ønsker at vise sit eget traume over at være blevet seksuelt misbrugt som barn og ung.

Selvportrætterne viser kroppen som objekt, offer, figur og et menneske. ofte i drømmelignende landskaber enten med is eller skov.

Tidligere har Gukki Nuka ikke i sin kunst taget standpunkt til samfundsrelaterede emner fordi han var bange for folks reaktioner.

Læs også Grønlandsk kunst hitter

Det har nu ændret sig, fortæller han i en pressemeddelelse fra Nuuk Kunstmuseum.

- I de senere år har vreden og behovet for at ville hjælpe andre dog fyldt mere og mere indtil jeg til sidst ikke kunne rumme alle frustrationerne og afmagten længere, siger Gukki Nuka.

Udstillingen åbnes torsdag eftermiddag af borgmester Asii Chemnitz Narup og kan ses frem til 6. november i år. Derefter rejser udstillingen videre til Nordatlantens Brygge til foråret.

Med udstillingen følger materiale til brug for undervisning af de ældste skoleklasser og gymnasieelever. Materialet og en mindre version af udstillingen vil blive vist i en række byer i Grønland. Det gælder blandt andet Ilulissat, Paamiut, Nanortalik og Narsaq.

 

Foto © : Gukki Nuka
 
Foto © : Gukki Nuka