GU-elever skal bo i husvogne

Der mangler 90 kollegieværelser på GU i Aasiaat til efterårets skolestart. Derfor vil skolen - i desperation - leje husvogne, som skal placeres ved skolen.
Skrevet af Janus Maqé
28. maj 2010 13:41

Rektor Flemming Guntofte Nielsen siger, at det bliver en midlertidig ordning.

- Vi har fået lovning på, at der bliver bygget flere kollegier, men det kan ikke ordnes pr. 1. august, derfor er vi nødt til at gøre noget for at få plads til alle elever, siger Flemming Guntofte Nielsen.

GU i Aasiaat havde sidste år et underskud på omkring 4 millioner kroner på grund af stigende udgifter til indkvartering af elever.

- Det er penge som kunne være brugt til flere udstyr og flere lærertimer, siger Flemming Guntofte Nielsen.

Til august starter omkring 400 elever på GU i Aasiaat, som er det højeste antal elever nogensinde.

Nye kollegiepladser med 50 pladser forventes først at stå færdigt i 2012.