GTE klar med ny strategi

Det første træk til en strategi i Grønlands Turist- og Erhvervsråd er ved at tage form. Virksomheden vil finpudse sit image ved at præsentere en mere dynamisk hjemmeside. En udvikling af samarbejdet med regionerne bliver et af de første indsatsområder.
Skrevet af Else Løvstrøm
02. juni 2010 15:33

- Vi skal have et stærkt Grønland baseret på samarbejde, men det er først og fremmest regionerne, der skal udforme deres budskaber, GTE skal kunne tilbyde en række værktøjer, der er tilpasset behovet i de forskellige regioner, siger den nytiltrådte direktør Anders Stenbakken.

Han oplyser, at GTE gerne vil arbejde sammen med række destinationsselskaber, væksthuse eller turistfora, hvor både GTE og erhvervslivet kan give hinanden inspiration.

- Vi har så få hænder i Grønland derfor skal vi samarbejde uden at skade konkurrencen, siger Anders Stenbakken.

GTE vil også forny hjemmesiden greenland.com, som Anders Stenbakken mener ligner en kommunal hjemmeside

– Det kan man ikke sælge eventyret på. Den skal være smukkere og fokusere på interesse segmenter. For hvis du interesserer dig for kajak så er det lige gyldigt om du bor i Kina, Norge eller Amerika, man har noget til fælles her, siger Anders Stenbakken.