Greenpeace narrede oliefolk

Greenpeace havde i dag held til havde at lokke nogle af medarbejderne fra oliebranchen til et falsk informationsmøde, hvor de blev mødt med argumenter for ikke at bore efter olie i Arktis.
Skrevet af Martine Lind Krebs
01. december 2011 15:11

Da olieindustriens repræsentanter i dag mødte op til et informationsmøde på Den Nordatlantiske Brygge om udbudsrunderne i Nordøstgrønland de kommende år, blev de mødt af en olieindsmurt rød løber og bannere, der opfordrede til at stoppe olieefterforskning i Arktis samt et gigantisk flydebanner ud i kanalen foran Bryggen.

Og dermed regnede de fleste nok med, at aktionen var ovre. Men Greenpeaceaktivisterne havde endnu et kort i ærmet. Iført slips og jakkesæt stod de indenfor og fortalte oliebranchens repræsentanter, at mødet var flyttet fra 5. sal til 4. sal.

Det lykkedes dem at samle omkring 25 oliefolk, som blev modtaget af slipseklædte aktivister, der holdt  foredrag om grundene til ikke at bore i Arktis. Først på præsentationens sidste slide afslørede Greenpeaceaktivisterne sig selv, og oliefolkene fandt vej til etagen ovenover, hvor det rigtige møde fandt sted.

Råstofdirektoratets direktør Jørn Skov Nielsen smiler ad dagens aktion:

- Det er jo fredelige folk, og de har ligesom alle andre en god ret til at aktivere og give udtryk for deres synspunkter. Det har ikke forstyrret mødet, siger han.

Alligevel er Jon Burgwald godt tilfreds med aktionen.

- Det er klart, at det er en lang sej kamp at få overbevist olieselskaberne om, at de måske skal se fremad og begynde at investere i noget andet end risikable olieboringer, siger han.

I alt 70 personer fra olieindustrien var mødt op til dagens møde, der var et åbningsmøde for udbudsrunderne i 2012 og 2013. Det drejede sig om selskaberne Statoil, BP, ExxonMobil, Chevron, Shell, Japan Oil, Gas and Metals National Corporation samt Nunaoil.

Dagens aktion kommer ikke til at have nogle juridiske konsekvenser for Greenpeace.