Greenpeace igen i aktion mod Shell

I weekenden var det et formel 1-løb, der blev forstyrret af miljøorganisationen Greenpeace. I dag protesterer Greenpeace-aktivister i Shells raffinaderi i Fredericia.
Skrevet af Martine Lind Krebs
28. august 2013 05:29

 

Ifølge DR rykkede 36 aktivister her til morgen ind på olieraffinaderiet, blandt andet op i skorstenen. Ti af dem var klædt ud som isbjørne.

Det er Shells olieefterforskning i Arktis, der har vakt miljøorganisationens harme. Aktivisterne er ved at omdanne Shells logo på raffinaderiet til Greenpeaces egen forvanskning af logoet, som forestiller en halv isbjørn, en halv djævel.

Ifølge Ekstra Bladet er politiet er på stedet og holder øje med aktionen, mens de venter på at aktivisterne selv kommer ned, så de kan anholde dem for ulovlig indtrængen. De 10 bjørneklædte aktivister, som havde lænket sig selv til Shells silo er allerede anholdt.

Shell er bare et af adskillige olieselskaber, som udfører undersøgelser i Baffinbugten.